I denne artikel kan du lære mere om hårtab hos mænd, samt hvordan du potentielt kan komme det på forkant. I sig selv er hårtab ikke en seriøs sygdom, men et ganske normalt fænomen, som langt størstedelen af mænd kommer til at opleve i løbet af deres levetid. Hårtab kan påvirke det mentale helbred negativt, og kan for mange opleves som en frustrerende tilstand, hvor man magtesløs står på sidelinjen og ser på.
Men det behøver ikke være tilfældet.
Hvad er hårtab?
Når vi refererer til hårtab, så er det primært den version af hårtab, som i lægelig forstand kaldes androgen alopeci – altså arveligt hårtab. Det er som nævnt før et ganske normalt fænomen som rammer størstedelen af mænd i specielt 20’erne og 30’erne. Det kan sagtens forekomme både tidligere og senere og vil variere fra person til person.
Arveligt hårtab starter typisk med at markere sig i tindingerne, som ofte bliver højere og udtyndes for hår. Det er derfor en gennemgående fortælling, at mænd opdager de første tegn på hårtab ved en forværrende hårgrænse. Dernæst opleves fortynding både på issen og diffust på resten af hovedbunden i varierende grad. Nogle slipper afsted med let hårtab, mens andre taber så meget hår, at de til sidst kan være nødsaget til at barbere sig skaldet – hvilket i og for sig ikke behøver være en udelukkende negativ ting.
Hvad forårsager hårtab hos mænd?
Hos mænd er hårtab ofte et hormonelt problem som forårsages af det mandlige kønshormon testosteron. Mere præcist er der tale om den omdannelse, der finder sted, når testosteron omdannes til dihydrotestosteron. Dihydrotestosteron er essentielt i vækstalderen, men tager en mere overflødig rolle, når mænd er fuldvoksne. Det sætter sig på hårsækkene i hovedbunden og får hårene til at skrumpe over tid; tilmed forkorter det hårets anagene vækstfase, så håret vokser langsommere og måske til sidst helt stopper med at vokse.
Det varierer, hvor sensitiv din hovedbund og dine hårsække er overfor dihydrotestosteron. Nogle mænd rammes allerede hårdt fra de er teenagere, mens andre kan være næsten immune. Det kommer i sidste ende an på genetik.
Hårtab hos mænd kan også i enkelte tilfælde skyldes andre faktorer. Det kan f.eks. forårsages af et underskud af essentielle næringsstoffer som jern, zink eller biotin. Det kan også skyldes en stressende livsstil eller udløses af traumatiske begivenheder eller intensiv rygning. Når det er sagt, så er dihydrotestosteron ofte den primære årsag til hårtab hos mænd.
Hvordan behandler man hårtab hos mænd?
Ved behandling af arveligt hårtab hos mænd ser det ikke så sort ud, som det gjorde engang. I dag har man mange årtiers kliniske data på diverse behandlinger, og der er flere ting du kan gøre, for at komme dit hårtab på forkant.
Jo tidligere, jo bedre – men selvfølgelig inden for rimelighedens grænser.
Finasterid
Idet hårtab ofte forårsages af dihydrotestosteron, der over tid får hårsækkene til at skrumpe, bør man addressere det problem som det første. Det gøres ved at blokere omdannelsen af testosteron til dihydrotestosteron med Finasterid (1 mg) som tages dagligt i pilleform. Finasterid bidrager til at holde produktionen af dihydrotestosteron nede, og bør derfor tages ved tidligt indsættende arveligt hårtab. Med andre ord nytter det ikke meget, hvis størstedelen af dine hårsække allerede er døde. Du skal også være opmærksom på, at du skal blive ved med at tage det, hvis effekterne skal vare ved.
Som altid bør man være klar over eventuelle bivirkninger, der for Finasterid kan omfatte nedsat seksuel lyst, forsinket udløsning og depression. Selvom bivirkningerne er sjældne, bør du gøre op med dig selv, om det er generne værd.
Minoxidil
Det kan give god mening ikke bare at stoppe hårtabet, men også at stimulere hårsækkene med henblik på at give hårvæksten et boost. Minoxidil (5%) hjælper med at forøge blodtilførslen til din hovedbund, hvilket gør det muligt for flere næringsstoffer at nå frem til dine hårdt ramte hårsække. Over tid bør håret fremstå mere tykt, idet Minoxidil også forlænger hårets anagene vækstfase. Det påføres dagligt som flydende kutanopløsning på de områder, der er udsat for hårtab, og skal have lov at absorbere et par timer. Du skal holde ved behandlingen, hvis du vil fortsætte med at drage fordel af dets virkning.
Minoxidil virker super godt som del af kombinationsterapi med Finasterid, hvor begge præparater får lov at virke i synergi. I sig selv er Minoxidil dog sjældent en reel løsning, idet dihydrotestosteron stadig påvirker dine hårsække. På kort sigt kan Minoxidil måske lade til at virke, men hvis du ikke adresserer problemets kerne, holder det højst sandsynligt ikke længe.
Bivirkningerne ved Minoxidil omfatter bl.a. hovedpine, svimmelhed, skæld og blodtryksmæssige problemer som hurtig hjertebanken og brystsmerter. Omend sjældne, bør du være opmærksom på disse.
Kosttilskud
Som vi var inde på tidligere, kan hårtab også i enkelte tilfælde skyldes en mangel på næringsstoffer. Hvis du mistænker, at du er i underskud på f.eks. jern eller zink – eller i det hele taget overvejer at starte på Finasterid og/eller Minoxidil – bør du få taget en blodprøve, inden du starter på mere omfattende behandling. Så er den i hvert fald ude af verden.
Kirurgiske indgreb
Står man i en situation, hvor hverken kosttilskud eller medicin er nok til at udbedre ens hårtab, så kan kirurgiske indgreb være en mulighed. Her kommer en såkaldt hårtransplantation i spil, hvor man kirurgisk flytter hårsækkene fra bag på hovedet til de udsatte områder. Der skelnes med hårtransplantationer mellem FUE (Follicular Unit Extraction) og FUT (Follicular Unit Transplantation) som høster hårsækkene på forskellig vis.
Man kan også i forlængelse overveje PRP-behandling (Platelet-Rich Plasma) som i endnu højere grad end Minoxidil går ind og stimulerer hårsækkene.
Kirurgiske indgreb bør være den allersidste udvej.
Konklusion
Hårtab hos mænd er i manges tilfælde et uundgåeligt fænomen – men et langtfra upåvirkeligt et af slagsen. Arveligt hårtab indsætter sig ofte først i tindingerne og dernæst på issen og diffust på resten af hovedbunden. Hvis du ikke er i underskud på essentielle næringsstoffer, er konverteringen af testosteron til dihydrotestosteron højst sandsynligt til grunde.
Der findes adskillige behandlinger til hårtab hos mænd, herunder præparater som Finasterid og Minoxidil, der i samspil kan komme tyndt hår til livs. Ved behandling bør du undersøge bivirkningerne og vurdere, om de er generne værd. Det kan for mange også være et turn-off, at medicinen skal tages på daglig basis.
Afslutningsvis bør kirurgiske indgreb som hårtransplantation og PRP-behandling anvendes som en sidste udvej og tænkes nøje igennem.
Vi håber, du er blevet klogere på hårtab hos mænd. Hvis du er i tvivl om noget, er du velkommen til at skrive en kommentar nedenunder. Hårtab påvirker mange mænds mentale helbred, og du ønskes derfor al held og lykke med din rejse. Husk at lytte til dig selv og hvad der føles rigtigt for dig.